Kreds 51 - en del af Danmarks Lærerforening

Kompetencefonden

I forbindelse med OK 24 blev lærerne del af den kommunale kompetencefond, som berettiger jer til at ansøge om kompetenceudviklende kurser, hvor fonden betaler 80% af udgifterne.

Det er en forudsætning for støtte, at den kommunale arbejdsgiver medfinansierer med minimum 20% af det ansøgte beløb, der dækker kursusgebyr, vikarudgifter, transportudgifter, materialeudgifter og opholdsudgifter.

Kompetencefonden erstatter ikke eventuel anden kompetenceudvikling i kommunen, men er et supplement til denne. Man kan søge kurser, som opfylder disse 3 kriterier:

1. Kurser med et tydeligt fokus på folkeskolens fag og fagområder. Det betyder, kurserne skal indeholde et tydeligt fag-fagligt fokus, tydeligt fokus på fagblok eller tydeligt flerfagligt eller tværfagligt fokus i tilknytning til folkeskolens fag eller fagområder.

2. Kurser af op til seks dages varighed (eller svarende til op til 48 timer)

3. Kurser der udbydes af offentlige uddannelsesinstitutioner (fx. professionshøjskoler, universiteter el.lign.), private kursusudbydere, som har indgået samarbejdsaftaler med offentligt anerkendte uddannelsesinstitutioner, eller LC's medlemsorganisationer.

På Lærerkursus.dk er der en portal med overblik over dine samlede muligheder for kurser fra alle forhåndsgodkendte udbydere. 
laererkursus.dk

Du kan her læse mere om hvordan du søger.

folkeskolen.dk/efteruddannelse-ok24/sadan-soger-du-de-nye-penge/4803255


Der blev åbnet for ansøgninger til Den Kommunale Kompetencefond 1. april 2025

Der kan i OK24-perioden bevilliges støtte til maks ét kursus pr. medarbejder (frem til 31.3.2026) og der er penge i fonden til, at ca. 1/4 af alle lærere kan komme afsted pr. år.